På Ry Højskole er der plads til både fordybelse, nysgerrighed og nye oplevelser. Du kan udforske dine interesser, prøve kræfter med noget nyt og møde mennesker, du ellers ikke ville have mødt. Vi har stærke faglige fællesskaber, højt til loftet og en hverdag midt i Søhøjlandets skove, bakker og søer – lige i hjertet af Ry.
Om skolen
På Ry Højskole får du tid og rum til at fordybe dig i det, du holder af – og til at opdage noget, du ikke vidste, du var nysgerrig på.
Der har været højskole i Ry siden 1892. Vi holder til i smukke, sjælfulde bygninger midt i byen, lige ved skov, søer og Gudenåen. Ry Højskole er først og fremmest et mødested. Her møder du mennesker, der kommer med andre erfaringer, perspektiver og historier end dine egne. I mødet med andre bliver du også klogere på dig selv og på, hvad du selv mener og tror på.
Her går humor og alvor hånd i hånd. Musik og stilhed. Natur og kultur. Fest og fordybelse. Højskolelivet rummer det hele, og der er plads til både at give den gas, fordybe sig, tænke efter og bare være.
Vi vil gerne udfordre dig – men vi glæder os mindst lige så meget til at blive udfordret af dig. For højskole handler ikke om at finde de rigtige svar, men om at blive klogere, få nye perspektiver og finde sit eget blik på livet og verden.
På vores lange kurser vælger du mellem seks hovedfag: Keramik, Teater og scenekunst, Verden omkring os, Kunst, Musik eller Friluftsliv. Dit første valg gælder de første syv uger, hvorefter du vælger hovedfag igen og supplerer med valgfag. Med mere end 25 valgfag kan du både snuse til meget forskelligt og gå i dybden med det, der fanger dig.
Vi glæder os til at møde dig.
Læs mere på www.ryhojskole.dk
Vores kernefag
Friluftsliv
Keramik og Raku
Kunst
Lydteknik og lydstudie
Musik
Sang
Sangskrivning
Teater
Samfundsfag
Skriveværksted
Fag og emner
HOVEDFAG
På Ry Højskole kan du vælge mellem hovedfagene Keramik, Friluftsliv, Musik, Kunst, Verden Omkring Os og Teater & Scenekunst og +25 valgfag.
KERAMIK
Keramik på Ry Højskole er faget, hvor du kommer rundt om alle sider af keramikkens håndværk og kraft. Det er et mesterlærefag med fokus på grundlæggende teknikker, materialeforståelse og opbygning af din egen stil og kunstneriske praksis.
FRILUFTSLIV
Ry Højskole ligger i Danmarks største sø- og skovområde, og det bruger vi! På friluftsliv har du mulighed for at prøve kræfter med alt fra kajak og kano til ski, klatring, vandring, mountainbike og meget meget mere.
MUSIK
På Ry Højskole fylder musik og sang rigtig meget. I Musik får du mulighed for dykke endnu dybere ned i musikkens univers, skabe noget helt nyt, være til stede, glemme dig selv og at gøre det hele sammen med andre.
KUNST
På hovedfaget Kunst bevæger vi os mellem vores indtryk, og hvilke aftryk vi sætter for at udtrykke os. Her er tegning, linoliumstryk, videokunst, maleri, installationer og bronzestøbning bare nogle af de discipliner, vi arbejder med.
Du kan supplere dit hovedfag med en række valgfag og dermed sammensætte det skema, som passer dig bedst. Vi tilbyder en lang række valgfag, og nogle stikker lidt mere ud og er mere nicheprægede. Det kan være enormt inspirerende og givende at prøve kræfter med et fagfelt, man slet ikke kender til.
Praktiske informationer
KURSER
De lange kurser begynder i januar og august og har en varighed af 18-22 uger. Om sommeren tilbyder Ry Højskole ugekurser.
SKEMA
På Ry Højskole er højskoleopholdet inddelt i to perioder. Du kan sammensætte dit skema som du ønsker i både 1. og 2. periode. Det giver dig en stor fleksibilitet og du kan nå at prøve en masse forskellige fag.
RAMMER & FACILITETER
På Ry Højskole kommer du til at bo i et værelse med charme og personlighed. Nogle har udsigt over sø og skov, andre i nyrenoverede fløje med lyse, enkle rum. Skolen har siden 2017 renoveret og bygget nyt. Vi har moderne værksteder til billedkunst og keramik, lyse rum til samtalefag, musiklokaler med studiefaciliteter og en stor, veludstyret teatersal. Friluftsfagene har Søhøjlandet lige uden for døren.
BELIGGENHED
Ry Højskole ligger smukt ved Gudenåen og Møllesøen i det østjyske Søhøjland, midt i byen Ry og lige overfor stationen. Det tager ca. 1/2 time med tog til Aarhus og 3 timer til København. Fra haven er der direkte adgang til Møllesøen og Gudenåen.
MAD MED OMTANKE
På Ry Højskole spiser vi sammen hver dag. Køkkenet laver god, varieret og nærende mad fra bunden. Der lægges vægt på årstidens råvarer og høj økologisk standard. Maden er overvejende plantebaseret, hvilket betyder, at der ikke serveres kød hver dag. Måltiderne er en vigtig del af højskolelivet. Der tages hensyn til vegetarer og andre særlige kostbehov.
Læs mere på www.ryhojskole.dk.